Hovedspørgsmål til revisionstemaer i Kommuneplan 2025-2037

Horsens Kommune foretager med Kommuneplan 2025-2037 en delvis revision af kommuneplanen. Det indebærer, at følgende retningslinjeemner revideres i kommuneplanen:

  • Retningslinjer for hele hovedtemaet Trafik
  • Retningslinjer for Værdifulde kulturmiljøer under hovedtemaet Kulturhistorie
  • Retningslinjer for Skovrejsning under hovedtemaet Natur og Landskab

Derudover tilføjes et nyt retningslinjeemne:

  • Retningslinjer for Vedvarende Energi under hovedtemaet Tekniske anlæg

Horsens Byråd indkalder med Planstrategi 2023 idéer og forslag til planlægningen for de fire emner, der skal revideres. Hovedspørgsmålene til de enkelte emner kan ses herunder:

 

Trafik

Retningslinjer for trafik omfatter den fremtidige udbygning af trafikanlæg, herunder veje, stier og jernbaner, samt betjeningen med kollektiv trafik. Udpegninger omfatter f.eks. fremtidige linjeføringer og transportkorridorer.

Ved udpegning af fremtidige trafikanlæg skal andre arealinteresser inddrages i overvejelserne, f.eks. naturbeskyttelsesinteresser, landskabsinteresser og jordbrugsinteresser. Derudover skal de øvrige samfundsmæssige investeringer i trafikanlæg også indgå i overvejelserne af placeringen af de fremtidige trafikanlæg.

Hovedtemaet Trafik indeholder i den gældende kommuneplan retningslinjer for:

  • Den overordnede trafik, med fokus på sammenhængen til det statslige vejnet og nabokommunerne
  • Vejnettet, med fokus på udbygningen af det kommunale vejnet
  • Cyklisme, med fokus på cykelstiforbindelser
  • Til fods, med fokus på fodgængerforbindelser
  • Kollektiv trafik, med fokus på planlægning, der tilgodeser den kollektive trafik
  • Trafiksikkerhed, med fokus på forbedring af sikkerhed for trafikanter

Baggrunden for at revidere hele temaet om Trafik er, at vej- og stiprojekter i den kommende Trafikplan 2035 implementeres i kommuneplanlægningen. Med udgangspunkt i DK2020 – Klimaplan for Horsens Kommune, der forventes vedtaget efteråret 2022, vil en bæredygtig mobilitet indgå som element i revisionen.

Retningslinjer og udpegninger i forhold til Trafik i den gældende kommuneplan kan ses her

Spørgsmål, som vi gerne vil have svar på:

  • Hvordan kan vi planlægge for en mere effektiv og bæredygtig mobilitet i Horsens Kommune?

 

 

Værdifulde kulturmiljøer

De kulturhistoriske bevaringsværdier knytter sig til sporene efter menneskers virksomhed i det åbne land og byerne gennem tiderne. Værdifulde kulturmiljøer er geografisk afgrænsede områder, der ved deres fremtræden og helhed afspejler væsentlige træk af den samfundsmæssige udvikling.

De værdifulde kulturmiljøer kan afspejle et udviklingsforløb, et tema, en bestemt tidsepoke og/eller en landsbytype. Kulturmiljøerne har derfor ofte stor formidlingsværdi og stor betydning for vores kulturforståelse, og der skal derfor tages hensyn til dem, når der bygges eller anlægges nye strukturer.

I den gældende kommuneplan er der udpeget arealer med egnskarakteristiske eller særlige kulturhistoriske træk samt koncentrationer af kulturspor, som i sammenhæng beskriver en historisk periode eller forløb, både i by og på land.

Formålet med at revidere udpegningerne af bevaringsværdige kulturmiljøer er at få opdateret grundlaget for udpegningerne, idet de er foretaget for flere år siden. Formålet er også at sikre, at de mest værdifulde kulturmiljøer beskyttes i forhold til den store fysiske udvikling, som store dele af Horsens Kommune gennemgår i disse år.

En del af revisionen igangsættes i forbindelse med udarbejdelse af tematillæg for landsbyerne, hvor der foretages nye udpegninger og vurderes på, om allerede eksisterende udpegninger i landsbyerne fortsat er aktuelle.

Retningslinjer og udpegninger til bevaringsværdige kulturmiljøer i den gældende kommuneplan kan ses her.

Spørgsmål, som vi gerne vil have svar på:

  • Hvordan tager vi bedst muligt hensyn til de udpegede værdifulde kulturmiljøer i den fysiske planlægning?
  • Har du kendskab til særlige kulturmiljøer, som bør udpeges til værdifuldt kulturmiljø, der ikke er udpeget i dag? Og hvorfor?
  • Har du kendskab til et udpeget kulturmiljø, som ikke længere bør være udpeget? Og hvorfor?

 

Skovrejsning

Retningslinjerne udpeger henholdsvis områder, hvor skovrejsning er ønsket og områder, hvor skovrejsning er uønsket.

Udpegninger til "skovrejsning ønsket" er arealer, som vurderes at være bedst egnede til at plante skov. Det kan f.eks. være for at beskytte grundvandet eller fremme biodiversitet. Inden for et areal, der er udpeget til "skovrejsning ønsket" kan der ikke gives tilladelse til anvendelse, der forhindrer en efterfølgende skovrejsning.

Udpegningen af områder til "skovrejsning uønsket" er arealer, der indeholder natur-, landskabs-, geologiske eller kulturhistoriske værdier, der risikerer at blive ødelagt, hvis der plantes skov. Det kan f.eks. være enge, overdrev, udsigter, ådale eller kirkeomgivelser. Det kan også være arealer med råstof- og jordbrugsinteresser, der skal tilgodeses frem for skovplantning.

Baggrunden for at revidere udpegningerne til "skovrejsning ønsket" og "skovrejsning uønsket" er på den ene side at øge skovarealerne i Horsens Kommune, blandt andet for at beskytte grundvand og skabe nye rekreative muligheder. På den anden side skal det også sikres, at de landskabelige og kulturhistoriske værdier i højere grad tilgodeses gennem udpegninger til "skovrejsning uønsket".

Retningslinjer og udpegninger til "skovrejsning ønsket" og "skovrejsning uønsket" i den gældende kommuneplan kan ses her

Spørgsmål, som vi gerne vil have svar på:

  • Er der konkrete idéer til arealer, der kan udpeges til "skovrejsning ønsket" eller "skovrejsning uønsket"? Og hvorfor?

 

VE-anlæg

Den gældende kommuneplan indeholder retningslinjer for placering af vindmøller over og under 25 m, vindmøller og støj, samt biogasanlæg. Derudover er udpeget tre rammeområder i Brædstrup, hvor der kan placeres solenergianlæg.

Klimaplan 2022-2025 indeholder et overordnet mål om, at Horsens Kommune som samfund arbejder for klimaneutralitet allerede i 2030. Derfor skal CO2-udledningen i kommunen reduceres. Et af de vigtigste midler er at omstille energisystemerne, så andelen af vedvarende energi øges. For at understøtte dette mål, skal der i Kommuneplan 2025-2037 udpeges velegnede arealer til VE-anlæg i Horsens Kommune, herunder solcelleanlæg.

Ved udpegningen skal der bl.a. tages hensyn til nabointeresser samt andre arealinteresser som landskabs- og naturinteresser, jordbrugsinteresser o.lign.

Retningslinjer og udpegninger til vindmøller over 25 m, vindmøller under 25 m og vindmøller og støj i den gældende kommuneplan kan ses her

Retningslinjer og udpegninger til biogasanlæg kan ses her.

Spørgsmål, som vi gerne vil have svar på:

  • Hvordan kan vi bedst muligt varetage nabointeresser ved udpegningen af arealer til VE-anlæg, f.eks. solcelleanlæg og vindmøller?
  • Er der idéer til konkrete arealer, der kan udpeges til placering af VE-anlæg?